Adoptionstanker

Vores sagsbehandler kører stadig rundt nede i Hartzen ... eller et eller andet sted deromkring ... så jeg havde egentlig ikke ventet at høre noget fra den kant før tidligst om en uge. Men ikke desto mindre dumpede der et brev i postkassen her til morgen.

Det var slet ikke fra hende, men fra Adoptionsnævnet, som blot ville meddele os at de har modtaget vores sag og at den nu er sendt til en voteringsgruppe, der består af tre af Adoptionsnævnets medlemmer. Når der kommer et barn til bortadoption, er det dem der sammen vurderer hvem af ansøgerne der vil passe bedst med det pågældende barn.

Det fylder en del, det her med adoption, for mig for tiden og jeg svinger lige så meget omkring hvordan jeg har det med det. Jeg vil så gerne glæde mig, men er nok lidt bange for det – jeg kunne jo blive skuffet – så når jeg har glædet mig lidt, kan jeg lige bagefter få sådan nogen skøre tanker om at dem der skal bedømme vores sag, nok ikke synes vi er gode nok. Havde jeg dog bare skrevet det på en helt anden måde, og havde jeg dog ikke sagt det der på den måde ...

Jeg ved jo godt at jeg er god nok og at jeg bliver verdens bedste adoptivmor, men jeg bliver så frygtelig i tvivl om om nævnet nu også kan se det. Jeg har det som om jeg er med i en konkurrence, hvor kun de bedste vinder og hvad nu hvis ikke vi gjorde det godt nok?

Når jeg får de tanker, begynder jeg samtidig at tænke, at det nok er helt forkert at vi har valgt dansk adoption, for så skal man jo bedømmes på de besvarelser vi har afleveret. Jeg er hunderæd for ikke at være den de vælger. Derfor er jeg begyndt at tænke på om vi mon ikke bare burde gå videre med udenlandsk adoption med det samme. Chancerne er vel alt andet lige større. Så er spørgsmålet bare hvilket land vi skal vælge. Puha ... alt den stillingtagen. Hvor ville det dog være skønt hvis blot vores lille barn ville vælge os.