Lige under overfladen ...

Det kan godt være at solen skinner og jeg af bedste evne prøver at nyde mine syslerier på terrassen og mit liv i det hele taget, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg faktisk ind imellem slet ikke er særlig glad for alt det gode sommervejr. Hvad skal jeg lige med det? Det er da dejligt at jeg i ro og mag kan sidde på terrassen og producere små hemmeligheder til Elisabeth, men jeg ville da meget hellere lege med hende på stuegulvet i regnvejr, ruskevejr – ja, ligefrem stormvejr, bare jeg kunne være sammen med min hende. I stedet kan jeg bare sidde på terrassen og drømme mig væk til hvordan det burde have været, hvordan jeg så gerne vil have det til at være.

Langt de fleste dage er jeg ret god til at være i situationen – altså sige, sådan er tingene nu engang og få det bedste ud af det. Nogen dage er nemmere end andre. Jeg forestiller mig at det sikkert er Elisabeths kommende fødselsdag der spiller ind på mit tungsind lige i disse dage. Emma på hospitalet og solen der skinner, som da Elisabeth levede – alt sammen minder mig i den grad om tiden for to år siden hvor min verden ændrede sig.

Jeg ved godt at et levende barn ikke vil ændre mit liv til lykke, men jeg er overbevist om at det vil gøre det lidt nemmere at bære. Sådan har jeg det og det kan godt være at det er en eller anden romantisk forestilling jeg efterhånden har fået opbygget igennem de snart i 8 år jeg har forsøgt at få et barn. Men efter at have oplevet andre få børn efter lange behandlingsforløb og efter at have mistet – ja, så er jeg altså tæt på at tro at min teori faktisk ikke er helt forkert.

I morges læste jeg i Weekendavisen en artikel om et hormon der står for kærlighed, tillid, omsorg. Undersøgelser har vist, at hvis børn tidligt bliver fjernet fra deres mødre, mister de en stor del af det her hormon. Hvad vil det ikke få af betydning for vores adoptivbarn? Tænk hvis vi får et ødelagt barn, som kun er ødelagt fordi det er blevet taget fra sin mor? Det der bliver ødelagt tidligt i barndommen, kan man ikke rette op på senere og så kan man være en nok så omsorgsfuld adoptivmor. Puha, hvor er det stygt! Nu ved jeg slet ikke om jeg vil adoptere. Jeg magter ikke flere nederlag. Jeg vil bare så gerne have mit eget lille barn. Et barn som bliver til på helt naturlig vis og som får masser af kærlighedshormon af sin rigtige mor lige fra starten, så det vokser op og bliver et kærligt og tillidsfuldt menneske.

Det får mig lige til at tænke på – hvis man ellers kan udlade sådan noget af den undersøgelse – at Emma må have fået i overflod af det hormon, for sjældent har jeg oplevet et barn være så harmonisk og så tillidsfuldt. Åh, det lille menneske. Jeg overvældes dagligt af kærlighed til hende. Håber snart jeg får lov at se hende igen. Heldigvis får vi daglige rapporter, men det er sgu alligevel hårdt at stå på sidelinien og ingenting kunne gøre. Hun klare det heldigvis over al forventning. Hendes iltningsprocent er allerede oppe på 100% og hun har trukket vejret selv siden i går og i morges var hun vågen og nogenlunde klar i hovedet. Hvis hun fortsætter med den fart, går der ikke længe før hun er ude af intensiv og tilbage på børneafdelingen igen.

Nogen dage kan jeg stadig overvældes af selvmedlidenhed og af hvor meget det her med børn fylder i mit liv – indrømmet, det er meget! Heldigvis er der flest af de dage, hvor jeg er glad og fuld af overskud og godt kan finde ud af at glædes over alt det jeg trods alt har og som jeg er meget taknemmelig for – og det er heldigvis rigtig meget! Jeg er også godt klar over at jeg har en tendens til sentimental tilknytning til fortiden og nogen gange har svært ved at give slip på ting. Ind imellem kan jeg godt føle at jeg kan gå lidt i stå og i perioder befinder mig i en usund venteposition.

Alt i alt glæder jeg mig nok bare helt vildt til at der igen er levende børn i børneværelset. Børn som vi kan beholde og som er vores egne.