Det forsømte forår

Udsigten grønnes for øjeblikket med en afsindig fart. Det kan være svært at nå at følge med. Derfor elsker jeg min udsigt her fra Elisabeths vindue, hvor jeg med et enkelt løftet blik kan konstatere at det hele nu er lidt grønnere end det var for et øjeblik siden. Det er en fornøjelse at få lov at følge med på så nært hold. Sidste år var det tidlige forår stort set ikke eksisterende for mig. Måske især derfor, nyder jeg det ekstra meget i år.

Sidste år tilbragte jeg hele april måned i en hospitalsseng på 15. etage. Der oppe fra var det svært at få øje på forandringerne. De helt særlige forårsdufte fandtes heller ikke, med undtagelse af de små strejf jeg fik fra de mange buketter der fandt vej. Da jeg blev indlagt var verden kold, mørk og våd. Da jeg kom hjem igen, gik folk i sommertøj og alt var grønt. Det kan nå at ske rigtig meget på en måned – især hvis den måned er april.

Så min udsigt sidste år foregik langt væk fra vante omgivelser og med udsving og omvæltninger af dimensioner. Jeg var glad for at jeg lå helt stille i en seng og ikke skulle tænke på andet end at få det bedre, ellers havde jeg nok ikke kunne kapere det hele.

Et af utallige fertilitetsbehandlingsforsøg havde efterladt mig med en kæmpe smertende og væskefyldt mave. Endnu engang var jeg blevet overstimuleret og for at forebygge forværrelse, blev ægoplægningen aflyst og jeg blev indlagt. Alligevel blev det bare ikke andet end værre og jeg endte i et smertehelvede ligesom ved første overstimulering. Det var ubeskriveligt.

Midt i min dårligdom landede der en fyreseddel på mit natbord og som om sygdom og fyring ikke var rigeligt at forholde sig til, viste det sig at jeg oven i det hele også var blevet naturligt gravid og det var den graviditet der forsagede den konstante forværring. Det var næsten for meget på en gang.

Når jeg tænker tilbage på mit forår sidste år, er det med blandede følelser. For samtidig med den forfærdelige tilstand med smerter, ingen søvn og stort set ingen mobilitet, så var der jo sket et mirakel. Skidt med smerter, skidt med 9 liter væske i maven, skidt med fyring – der var en lille ært i min mave. Det var så stort, så vildt, så surrealistisk. Den var på vej og blev fulgt stort set dagligt med blodprøver og skanninger.

Jeg nåede akkurat lige at glæde mig, da smilene på lægen begyndte at gå den anden vej. Den lille ært voksede pludselig ikke og ca 7 uger gammel blev den fjernet ved en udskrabning. Det var det.

Sådan mere eller mindre husker jeg sidste forår – lad os bare sige at det blev en smule forsømt.