Hjemkomst

Lørdag morgen pakkede Kevin og jeg bilen og drog mod vest ... og så lige lidt sydover. Bestemmelsesstedet var Svendborg. Vi ankom i fin stil og havde nærmest slået autopiloten til, for den vej er blevet kørt rigtig mange gange. Lige pludselig var vi nær kørt for langt, for vejen førte nu et helt andet sted hen og vi måtte dreje af for at komme på rette vej igen. Det skulle vise sig ikke at være sidste gang at vi nær var faret vild. For hvor der før var et lyskryds, var nu en rundkørsel uden afkørsel til hvor der før var vej, og hvor der før var slet ingenting, var der nu en vej og rigtig mange lyskryds. Det var en meget underlig fornemmelse at fare vild et ellers meget velkendt sted. Til sidst nåede vi dog frem til bestemmelsesstedet, og drog derefter på rundtur til flere forskellige familiemedlemmer.


(Billede: soendagssejleren.dk)

Jeg har det lidt med Svendborg, som med et sted jeg tidligere har boet og vender tilbage til. Det er velkendt på en meget hjemlig og rar måde. Mine forældre stammer fra Svendborg, men har ikke boet der siden de flyttede hjemmefra. En stor del af familien bor der dog stadig og derfor er det et sted som jeg altid har besøgt meget som barn – ja faktisk altid, men især som barn, hvor jeg ofte tilbragte de fleste af mine ferier hos min faster, moster, farmor, mormor og morfar.

Derfor har jeg et helt særligt forhold til det sted og den del af min familie og derfor også dem vi havde sat stævne på vores rundtur i lørdags. Hvert sted blev vi modtaget med åbne arme, ligesom jeg altid er blevet. Det var fantastisk rart bare at føle sig hjemme og velkommen på den måde.

Besøget hos min mormor og morfar foregik på kirkegården, men det gjorde det ikke mindre særligt. De fik en lille kurv med marie maroller og en hyggelig snak om det snarlige forår. En lille anemone nikkede til mig og jeg var helt med på den særlige hilsen.



Vi havde virkelig en skøn dag! Intet mindre. Og blev enige om at vi kommer der alt for sjældent.

Om aftenen drog vi mod Fåborg, for at deltage i generalforsamlingen i Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød (spaedbarnsdoed.dk) om søndagen. Jeg blev ikke valgt og det var godt det samme, for jeg stillede ikke op, men mødte op for at stemme og for at blive orienteret om foreningens arbejde og fremtidsplaner. Det var interessant og bestemt en givende oplevelse.



Det var så den weekend. Søndag eftermiddag vendte vi atter næsen hjemover. Hjem til Mao, som var blevet passet godt af naboen, men som alligevel helst ville ligge i ske hele natten. Det er nu så hyggeligt at være væk, når man bliver modtaget som en der virkelig har været savnet.