For Elisabeths skyld

Jeg har længe kæmpet med skyld. Den er modbydelig, svær at stille noget op med og ikke til nogen som helst gavn. Den gør ikke noget godt. Ikke desto mindre er den der og jeg har besluttet at jeg hellere må se at få den luftet lidt, for i gemmerne gør den kun ondt værre. Så her kommer den:

Jeg har længe gået med en følelse af svigt i forhold til Elisabeth og hele forløbet med hende. Et svigt som mor overfor mit lille forsvarsløse barn. For hvorfor lod vi hende dø? Var hun ikke god nok? Jeg går stadig rundt med en stor vrede over hvad der skete. Mest er den rettet mod de læger, som fortalte os hvad vi skulle gøre og ikke gøre, men den er desværre også rettet mod mig selv.

Som jeg ser det nu, var vi i chok, ude af stand til at træffe en beslutning. Måske derfor lænede vi os så meget op af lægernes råd, selvom alle dele i min krop skreg om kap for at gøre det modsatte. Det var stygt. Helt ubeskriveligt. På trods af det, formåede vi alligvel at gøre den tid, Elisabeths tid sammen med os, den smukkeste tid. Det hele var så fyldt af kærlighed. Aldrig før eller siden har jeg levet så meget i nuet. Mit liv handlede om lige nu og her og fordi vi vidste at vi havde hende på lånt tid, sugede vi hvert et minut til os, som var det det sidste. Jeg sov stort set ikke i de 6 uger Elisabeth levede. Mit fokus var på hende. Helt og holdent. Det var mig så magtpåliggende at hun havde det godt. Det var overvældende at opleve ens moderinstinkt være så stærkt. Jeg var parat til at gå gennem ild og vand og gjorde det næsten også. I hvert faldt sank min krop helt sammen efter hendes død og smertede i flere uger efter. Jeg havde ydet ud over hvad jeg egentlig formåede. Det anede jeg ikke, men kunne bestemt mærke det bagefter. Jeg havde kæmpet så hårdt for at få hende og den kamp hørte bestemt ikke op blot fordi hun ikke kunne blive hos os.

Da jeg stod i situationen følte jeg ikke vi havde noget valg i forhold den beslutning der blev taget. Men den dag i dag fatter jeg simpelthen ikke hvordan jeg kunne gøre hvad jeg gjorde – eller rettere ikke gjorde. Vi gjorde som lægerne sagde, fordi vi havde fået at vide at det var det bedste at gøre. Men i dag er jeg i tvivl om hvem det var det var bedst for. Måske var det bedst for Elisabeth, jeg ved det ikke. Uden tvivl var det bedst for hospitalsvæsnet. Mig var det i hvert fald ikke! Jeg undres over hvor min fri vilje blev af?!! Jeg ville jo for alt i verden bare have lov at beholde dette lille barn, som jeg havde kæmpet så hårdt for i så mange år. Hvorfor lyttede jeg så blindt til lægerne? Hvorfor lod jeg hende dø, når hun nu viste sådan en stærk livsvilje? Var hun virkelig så syg som de påstod? Jeg vælger at tro på at hun faktisk var syg, men i hvor slem en grad, aner jeg ikke og det er nok det der piner mig allermest og har gjort det lige siden. Jeg kan simpelthen ikke med min forstand forstå at hun var så syg, som lægerne påstod. Hun så jo ikke det mindste syg ud. Eller gjorde hun? Var det bare fordi jeg så hende med mine moderlige øjne at jeg ikke kunne se det, eller ikke ville se det? Selvom hun måske var syg, så var hun jo stadig mit lille skønne barn. Havde jeg for eksempel under graviditeten fået at vide at jeg ville få et hjerneskadet barn, havde jeg jo aldrig valgt hende fra, så hvorfor gjorde jeg det så nu?

Det der især smerter i mit bryst og gør så ondt, er den tvivl. Den frygtelige tvivl. Gjorde vi det rigtige? Måske var det det rigtige vi gjorde, måske var det ikke. Jeg får det aldrig nogen sinde at vide og derfor ved jeg også godt, at det ikke nytter at pine mig selv på den måde. Det er bare ikke altid noget jeg kan styre. Tankerne og især følelserne er der jo. Den kærlighed jeg stadig føler til dette lille hjælpeløse væsen, smerter i mit bryst. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med den. I starten var det den gode kærlige kærlighed der fyldte. Nu er den blevet hjemløs og efterhånden blevet til skyld, skam og svigt. Jeg føler at jeg har svigtet som mor. Hvad er det for en mor der ikke kan holde liv i sit eget barn?

Rikke fortalte for noget tid siden, i et interview til Kristeligt Dagblad, om sin lille søn Jacob og de valg og overvejelser de gjorde sig i forbindelse med hans alt for tidlige fødsel og den videre behandling. Jeg synes hun beskriver det på sådan en smuk måde. Det lyser langt væk af, at det valg de tog, kan de stå inde for. Det var et valg for Jacobs skyld.

”Hvis vi fortsatte, ville det have været, fordi vi elskede forestillingen om at have et barn, og ikke fordi vi elskede ham. Vi valgte at stoppe, af kærlighed til Jacob, fortæller Rikke.”

Mit store ønske er at komme dertil selv. At finde den ro med det valg vi traf. At vide at det var det rigtige valg for Elisabeth. Dertil ville jeg gerne komme.

Ud over at tvivlen smerter, smerter savnet og sorgen over det barn som jeg aldrig får lov til at se vokse op. Om et andet barn ville hjælpe på det savn ved jeg ikke. Men jeg tror egentlig det er det der kommer tættest på. For som Line meget rigtigt sagde til mig forleden, så er det eneste der kan hamle op med sådan en stor sorg, vel netop glæden over et barn. Samtidig er jeg bange for hvordan jeg skal klare mig som mor til et andet barn. Jeg er bange for at jeg kommer til at svigte endnu en gang. Jeg er bange for at jeg igen ville kunne komme til at gøre noget imod min vilje, blot fordi nogen læger mener at det ville være det rigtige at gøre. Måske er jeg i virkeligheden slet ikke parat til et andet barn siden jeg kan tænke sådan.

Og måske min allerstørste frygt – jeg aner ikke om jeg nogen sinde får chancen for at blive mor igen.