Emmas store dag

I søndags blæste der en vind, som gjorde det svært at holde balancen, men solen skinnede, som vidste den, at det var lige det der skulle til. Så kunne vinden blæse nok så meget den havde lyst til, for når først man var kommet inden døre, gjorde det blot sceneriet udenfor så meget mere fuldendt.

Dagen var Emmas, så selvfølgelig måtte solen bare skinne. Hun skulle have vand i håret og indføres i den kristne tro. Det foregik efter alle kunstens regler. Emma så ud til at befinde sig godt som midtpunkt for dagens festivitas, eller også gik det bare aldrig op for hende hvad der foregik ... i hendes verden er hun jo altid midtpunkt. Ikke et eneste klynk kom der fra hende. Det var noget andet med hendes moster, der meget beæret, virkelig stolt og dybt rørt over at få lov at tage del på så tæt hold, måtte fælde en tåre midt i Fadervoret. Ikke bare kan jeg smykke mig med titlen som moster, men nu også titlen som fadder. MIN lille ynglingsniece. Det var stort!





Kirken var en særlig smuk middelalderkirke. Den ældste del er fra slutningen af 1100-tallet og sådan noget sætter fantasien i gang hos mig. Man kunne tydeligt fornemme historiens vingesus. Tanken om hvor mange børn der er blevet døbt over døbefonten, der er fra 1600-tallet, er nærmest svimlende. Over indgangsdøren fra våbenhuset til selve kirkerummet, havde Heerup fået lov at sætte sit fingeraftryk. En smuk lille hyldest til moderskabet – sådan tolkede jeg det i hvert fald. Katten havde selvfølgelig sneget sig med og det er lige præcis sådanne små detaljer jeg holder af hos Heerup. Han er fantastisk i sit underfundige legende og ofte stærkt symbolske billedsprog. Dejligt at netop han havde fået lov at være med denne dag.



Hele eftermiddagen var tilegnet god mad i godt selskab. Emma blev begavet og særligt mosterens gave havde jeg været spændt på. Selvfølgelig faldt den i god jord – faktisk var der stor jubel, men den var også ganske særlig og jeg glæder mig til at se lille Emma stavre rundt med sin lille røde dukkevogn, putte den lille dukke, tage hende op og putte hende igen. Dynebetrækket er magen til det Emma fik kort tid efter fødslen – bare mindre. Så nu har de det samme.



Man kunne måske have frygtet at dagen ville have været hård for mig at komme igennem. Tanken havde selvfølgelig strejfet mig, men heller ikke mere end det. Det var faktisk ikke svært – nærmest tvært imod. Elisabeth var med i hjertet – i mit, og i det som lå under puden i dukkevognen, men det var Emmas fest og derfor var det hende der fik lov at fylde. Sådan skulle det være. Tårerne i kirken var ene og alene rørthedstårer fordi det var så stort at opleve. Festen var for Emma og den tanke og følelse var jeg helt med på.



Emma er blevet mit hjertebarn. Hun har ramt mig lige der. Hun er god som dagen er lang og jeg elsker hende som kun en moster kan. Hun har åbnet endnu et lille kammer i mit hjerte fyldt med kærlighed og blandt andet derfor kunne kagen til hende ikke være andet end et hjerte. Et lyserødt hjerte fyldt med søde røde hindbær.



Selvfølgelig skulle Elisabeth have været med. Hun skulle have rendt rundt og charmeret alle gæsterne og jeg ville have været så stolt! Det gav et lille stik i hjertet ind imellem, det indrømmer jeg gerne, men det var altså Emmas dag og hende det handlede om. Derfor følte jeg heller ikke at Elisabeth blev glemt. Hun var med i manges hjerter – det er jeg sikker på. Hendes mormor havde en lille hilsen med til hende – det varmede i en særlig grad. En lille rystekugle med lille hare, der står og kigger op til Elisabeth. Hvor blev jeg glad!

Så alt i alt en overvældende og dejlig dag. Lånekameraet blev flittigt brugt – jeg må altså snart have mit eget. Mange flere stemningsbilleder fra dagen vil komme til at kunne ses her.