Sortsyn

Som modvægt mod livets mange sorger, har himlen skænket mennesket tre gaver: håbet, søvnen og latteren.

Jeg husker ikke hvor jeg har fundet disse visdomsord, men kort efter Elisabeth døde, var det nogen jeg gav til min mand. Han har gemt dem lige siden, afslørede han i dag. Det gjorde mig glad. Glad fordi de har betydet så meget for ham, at han har gemt dem og glad fordi jeg blev mindet om dem lige netop i dag. Sortsynet kom nemlig snigende i går – eller rettere, det kom vadende lige ind i stuen med møgbeskidte støvler på! Man er aldrig helt forberedt på sådan noget og det var heller ikke lige hvad jeg havde regnet med. Nu har jeg været i gang med rengøring og oprydning i et stykke tid, så derfor var det måske ekstra uventet – eller også var det måske i særlig grad ventet? Jeg ved det ikke og er bare død forvirret lige nu. At gå i terapi har selvfølgelig åbnet op til nogen dybere lag og derfor kan man sige, at det var ventet at der måtte komme en sådan reaktion.

Der er også blevet rodet meget op i mange ting på det seneste – ikke bare i forbindelse med terapien – men i forbindelse med alle de andre voldsomme ting der er sket på det seneste, sammenholdt med at det snart er jul og at Elisabeth mangler så frygteligt og endnu mere i denne tid. I går var det en tur på kirkegården der gik helt i fisk. Der skal ikke meget til for tiden. Jeg græd hele vejen hjem fordi jeg var kommet til at tabe en lille fugl der sad på en dekoration fra min moster. Næbet knækkede af og jeg lå på jorden og ledte efter det skide næb i en halv time og kunne ingenting se for regn og tårer. Det var den rene elendighed.

Min weekend har været travl; julefrokost, barnedåb og mindefødselsdag – og det kan selvfølgelig også sagtens være en del af forklaringen på at jeg var helt ved siden af mig selv. Set i bagklogskabens lys, burde jeg nok have valgt en eller to af tingene fra. Jeg skal til stadighed minde mig selv om at jeg ikke kan overkomme lige så meget som jeg tidligere har kunne.

Generelt anser jeg mig selv for et meget positivt menneske, som er god til at se det positive i det negative. Der er sjældent meget der kan slå mig ud i længere tid af gangen. Derfor bliver jeg så overrumlet når det sker og så nedtrygt når det står på. Jeg ved det handler om at slappe af, lade de mørke tanker være der, acceptere dem som en del af mit liv lige nu. Det plejer at hjælpe og så går der sjældent længe inden jeg er tilbage på banen igen.

I dag kan jeg foreksempel godt grine lidt af mig selv på alle fire i regnen ledende efter et fuglenæb, men i går galt det liv eller død. Jeg havde dog alligevel så meget overskud at jeg beholdt de småsten som jeg fandt og troede var næbet. Om lidt får den lille fugl et nyt næb helt i min mormors ånd. Lige pludselig kan jeg igen se det positive i det negative, for fuglen kommer fra min mormor og morfars grav og havde den lille fugl boet hjemme hos min mormor da hun levede, så er jeg sikker på at den havde haft et næb af sten limet på, fordi det oprindelige var knækket af.

Min store frygt, som virkelig overrumlede mig om aftenen, var en pludselig modvilje mod at tage til USA og holde jul med svigerforældrene. Alt er planlagt og de glæder sig, så jeg følte mig som en brud med kolde fødder. Det var stygt og bragte mig virkelig ud på dybt vand. Lige pludselig kunne jeg slet ikke overskue det og havde bare lyst til at blive hjemme – også selvom det ville betyde en jul alene uden min mand. Han var heldigvis meget forstående og vi skal nok også komme til en fornuftig løsning. Jeg ved han støtter mig lige meget hvad jeg vælger. Jeg har det bedre i dag, men er stadig i vildrede, og ved ikke om min frygt blot er affødt af, at selv den mindste ting virker uoverskuelig for mig lige nu. Nu giver jeg det lidt tid og så må vi se hvordan jeg har det når vi nærmer os.