Hvor meget smerte skal man opleve før det bliver godt?

Den korte version af de seneste dages begivenheder findes her – den lange her:

Lidt blødning fredag og lørdag fik mig til at ringe til gynækologisk afdeling som jeg havde fået at vide. Først mente de ikke jeg skulle være bekymret hvis det bare var en lille smule og der ingen smerter var. Alligevel ringede de en time senere og spurgte om jeg kunne komme dagen efter – altså søndag – kl 9 til et check og for en sikkerheds skyld skulle jeg være fastende.

Søndag møder vi op som aftalt og venter ... venter ... og venter. Jeg tror kl var 12 inden der var nogen der havde tid til at kigge på mig. Jeg fik taget blodprøver og blev scannet af forvagten. Efter mange minutters scanning, uden nogen former for glædesudbrud så som 'der sidder den jo!' eller andet i den retning, meddelte lægen at det var en dårlig scanner og at hun gerne ville have os med ned på svangerambulatoriet hvor der stod en bedre scanner og så ville hun desuden lige kalde bagvagten, så hun kunne bedømme situationen. Så var jeg jo næsten godt klar over hvad klokken var slået. De scannede og scannede og scannede ... jeg var rigtig godt træt af det hele og af at ligge der med en scanner i underlivet. Det var efterhånden begyndt at gøre rigtig ondt. Kunne de ikke bare snart lade mig være? Samtidig var det rart at de var så grundige. Der blev scannet, mærket, spurgt og kigget i papirer. Til allersidst kom dommen: alt tyder på en graviditet udenfor livmoderen og vi bliver nødt til at åbne op med kikkertoperation for at finde den og fjerne den. Så brød hele verden sammen endnu engang. Tårerne kom bare væltende i en lang forløsende strøm.

Det hele svimlede for mig og jeg blev lagt i seng. Lægen satte sig ved siden af mig og tog min hånd og så lyttede hun ellers bare og tog sig al den tid jeg havde brug for til at fortælle om hvorfor det hele bare ramlede endnu mere om ørerne på os lige nu. Hold kæft hun var en god læge. Det lettede og fik mig tilpas beroliget til at acceptere situationen. Nu var der kommet en afklaring, en forløsning på al den usikkerhed jeg havde gået med. Nu var det sådan det var. På en eller anden måde nemmere at forholde sig til. Nu skulle jeg bare have det overstået.

Hele eftermiddagen gik med at vente, småslumre, jeg var virkelig mat i sokkerne ovenpå den omgang. Desuden havde jeg ikke spist eller drukket siden aftenen før. Efter seks forsøg af en dygtig læge, kom narkoselægen og lage et drop, så jeg kunne få lidt sukkervand, og snakkede lidt med mig om hvad der skulle foregå og jeg havde mulighed for at fortælle ham om min frygt og mulige reaktion på operationsbordet på grund af min traumatiske kejsersnitsoplevelse. Alt blev noteret og jeg følte mig lyttet på og taget alvorlig. Det hjalp på min nervøsitet.

Ved seks tiden blev jeg kørt til operationsgangen og gjort klar og så begyndte hele min krop ellers at ryste og tårerne kom endnu engang. Heldigvis fik Kevin lov til at komme med ind på operationsstuen og være der lige indtil de var klar til at bedøve mig. Jeg fik at vide at jeg skulle tænke på noget rart og så husker jeg ikke mere.

Lige så snart jeg vågede stod Kevin igen ved min side, tror jeg nok ... husker ikke så meget. Ham narkoselægen må have givet mig et ordentligt skud, for jeg var noget rundtosset og skulle efter sigende have spurgt om mit blodtryk hele tiden. Hver gang blodtryksmåleren havde målt kom en sygeplejerske og skrev tallet ned og hver gang spurgte jeg til det og om det ikke var lidt lavt og hver gang sygeplejersken vendte tilbage til sin tv-serie (må have været Forbrydelsen jeg konstant forstyrrede hende i) var det Kevin der stod for skud. Ved ikke hvorfor jeg var så paranoid over mit blodtryk, men det var jeg altså og husker ellers ikke ret meget andet fra opvågningen. Jeg blev kørt tilbage på stuen og var så træt og udmattet at jeg hurtigt faldt i søvn.

Næste dag var mest af alt bare en lang omtåget dag, hvor jeg det meste af tiden bare ventede på stuegang, så jeg kunne få at vide hvordan operationen var gået. Den korte version om aftenen havde lydt: operationen var gået godt og den ene æggeleder fjernet da det var der graviditeten sad. Jeg har fået et snit i navlen og ellers to små snit i mit kejsersnitsar. Hvad undrede mig rigtig meget var, at de sad i venstre side, for jeg havde en fornemmelse af at der manglede noget i højre side. Det viste sig senere, da lægen kom, at min fornemmelse var helt rigtig. Man går åbenbart ind i venstre siden for at fjerne noget i højre. Fik desuden at vide at man blæser kultveilte ind i maven for bedre at kunne se og operere og at der bagefter ville være en del af den luft tilbage i maven. Den kan give smerter i mellemgulvet, skuldre og nakke og det skal jeg da lige love for. Jeg må have lignet en hel zeppeliner med alt det luft. Det skulle efterhånden blive optaget af kroppen, men lige nu føles det som om min mave er fyldt af en masse små balloner der bare bobler rundt oven i hinanden. Heldigvis er det aftagende, men hold da op, det har været smertefuldt!

Så nu ligger jeg her på sofaen, stadig lidt rundtosset, meget træt og en æggeleder fattigere og så kan man godt begynde at tænke på hvad sådan en oplevelse mon gør ved en? Der er helt givet nogen ting der skal bearbejdes og selv stuegangslægen gjorde opmærksom på at jeg kunne forvente reaktioner efterfølgende. Min umiddelbare reaktion har været lettelse over at det var overstået tæt fuldt af nervøsitet og angst over om alt nu er som det skal være. Bløder jeg helt vildt indvendigt uden at vide det? Mon de er kommet til at ødelægge noget? Alle sådanne spørgsmål. Og så drømmer jeg de særeste drømme om begravelser og stearinlys jeg ikke kan holde liv i. Og så har jeg haft svært ved at være alene. Heldigvis har min kære mand været ved min side hele tiden. I morgen tager han på arbejde og så må vi se om jeg ikke klare det til den tid.

Derudover er der følelsen af tab. Jeg føler jeg har mistet – ikke bare har jeg mistet min ene æggeleder, men jeg har også mistet et lille barn. Ja, det kan man måske ikke helt kalde det endnu, men det var dog noget der var på vej til at blive et lille barn. Det voksede derudaf. Graviditetshormonet steg som det skulle og selvom graviditeten ikke havde udviklet sig som den skulle, fordi den sad i æggelederen, så var den alligevel på vej. Tilmed var det vores helt eget lille fnug som helt selv havde valgt os. Der var ingen lægehjælp, kun et lille fnug som ikke nåede gennem den farefulde æggeledervej. Hvor forbandet at min æggeleder ikke kunne lade det passere!

I forhold til den spontane abort der blev fjernet i foråret, har den her oplevelse sat sig nogen noget dybere spor kan jeg mærke. Graviditeten i foråret var et mirakel, men et mirakel som gik i sig selv og derfor blev slimhinden fjernet. Et indgreb, men trods alt et indgreb der var hurtigt overstået. Jeg synes den her omgang er værre.

Og så har der været alle følelserne omkring Elisabeth. Kan godt mærke at jeg er meget mere følsom i disse dage i forhold til hende. Hele tiden synes jeg at skulle forklare mig på hospitalet. Der var feks sygeplejersken der skulle fjerne forbindingen fra min mave og ville vide vide hvor gammel vores barn var, for jeg måtte ikke bære på noget i de næste 3 uger. Og så var der lægen der forklarede at der kunne komme reaktioner i forbindelse med at man så sit barn og det derved gik op for en at man kunne have været død. Jamen det er jo hende der er død! Hvad med den reaktion?

Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan mærke at jeg er blevet stærkere, og hvor jeg igen kan magte et nederlag. Jeg skal nok komme dertil, men det kommer til at tage sin tid denne gang. Det har været en slem omgang.