Slip den fri!

Lykken er som en lille fugl der flyver og kommer tilbage
Gid den hos dig må finde et skjul og blive der alle dage

Sådan var der engang en der skrev i min poesibog. Jeg har tit tænkt på dette vers, selvom det blev skrevet for 23 år siden. For lykken er som en lille fugl. En fri fugl vel at mærke. Lykken kan ikke tæmmes, den kan ikke fanges. Hvis man prøver, slipper den altid væk. Den kommer til den der åbner sine døre for den og bliver kun så længe der er rart at være.

I mange år har jeg desperat forsøgt at fange den, halset efter den hver gang jeg så et lille glimt af den. Ind imellem har jeg ladet den være og selv bestemme og hver gang er der sket det at den har sat sig i vinduet og kigget på mig. Den vil jo gerne være her.

Jeg er i gang med at lufte ud, åben op for lykken. Jeg har sluppet mit tag i behandlingerne, mit tag i kontrollen. Den har ikke gjordt noget godt for mig. Den lod mig ikke leve. Den tillod ingen plads til kærligheden. Det eneste det drejede sig om var hormoner, voksende follikler, graviditetssymptomer, næste scanning, vitaminer, rigtig mad, ingen stress. Især det sidste skabte, paradokssalt nok, en masse stress. Alt sammen fik så meget fokus, at fokus fra det vigtigste i livet fuldstændig blev overskygget.

Jeg er ved at finde tilbage til kærligheden igen. Den kærlighed Elisabeth lærte mig om. Den omsorgsfulde, betingelsesløse kærlighed.

Min søster skrev (7 år gammel) i før omtalte poesibog:

Søde Sofie let på tå
Med sin fine kjole på
Danser sig i hjerter ind
Med sit lyse smil på kind

Det synes jeg er et smukt billede. Tænk at jeg skulle finde visdomsord blandt alle de mere eller mindre fjollede rim og remser. Jeg er glad for at have bogen i dag. Den betyder noget. Der er bla. en hilsen fra min gamle morfar og momsemor, som begge to er døde. At læse deres ord er som at få et lille glimt, et lille pust, fra en svunden tid. Det er en rar følelse og det giver mig ro, for på den måde er det som om de fortæller mig, at lige meget hvor mange år der går, vil jeg altid have mindet om de døde med mig. Elisabeth forsvinder ikke fordi hun er død. Hun var her for at lære mig noget, ligesom min mormor og morfar og alle andre mennesker omkring mig. Jeg skal bare lære at lytte.