Dit barn 16 måneder

... Børn i denne alder formidler sine tanker ved at pludre, pege, smide ting og til sidst skrige, mens forældrene kæmper for at finde ud af, hvad det er, deres barn prøver at fortælle ...

Mon Elisabeth prøver at fortælle mig noget? Det føler jeg somme tider. Jeg kan bare ikke finde ud af hvad det er. Måske det har noget med alderen at gøre – Elisabeths – ja, og så måske også lidt min egen. Tiden går og det er somme tider svært at følge med.

Lige for tiden kredser jeg specielt meget om hvordan Elisabeth ville have været, havde hun været i live i dag. Hvor stor ville hun have været, hvordan ville hun have set ud? Det er mig helt umuligt ikke at sammenligne hende med andre børn i den alder hun skulle have haft. Det gør mig så ondt og alligevel kan jeg ikke lade være, fordi jeg på den måde føler jeg får et lille glimt af Elisabeth. Den Elisabeth som skulle have været her lige nu. Den Elisabeth som skulle have pludret, peget, smidt med ting og til sidst skreget af frustration over at jeg ikke kunne forstå hvad hun mente.

I går ville Elisabeth have været 16 måneder. Jeg var en tur på kirkegården for at pusle lidt og bagefter mødtes jeg med min kære mand og en masse andre ligesindede forældre på Rådhuspladsen, hvor 'Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød' afholdt et arrangement under parolen: Vi er her! Ja, og det var vi så. Rigtig mange endda. Det var rørende og meget overvældende at se så mange forældre og alle deres døde børn samlet på et sted. Minderne hang tæt og alle stearinlysene blafrede i vinden og vidnede om alle de små alt for korte liv, som har efterladt sig så mange store savn. Stemningen emmede af kærlighed og selvom børnene manglede var de, om end, endnu mere til stede end ellers.

Til daglig kan man godt føle sig som den eneste ene i hele verden, som ikke fik lov at beholde sit barn, men i går var vi en del af mange.

Se artiklen fra kvinder.bt.dk Små fødder sætter også spor