En duft forbundet med evigheden

Nogen gange kan jeg godt blive helt forundret – ja nærmest forfærdet – over hvordan det er muligt for os at leve det liv vi gør. Hvordan kan vi grine og pjatte og glædes over vores liv, når vores datter er død? Det hænger jo slet ikke sammen. Vi har mistet det dyrebareste og så lever vi bare videre som om intet var hændt. Eller gør vi? Er det ikke bare resten af verden der ikke har opdaget at vores største lykke er blevet taget fra os? Er det i virkeligheden ikke bare resten af verden der lever videre som intet var hændt?

For mig fylder min rolle som mor meget. Den fylder, men på en helt anden måde end den skulle have gjort. Jeg skulle have haft min lille pige hos mig. Vi skulle have leget og sunget og pjattet og danset. Hun ville have stavret rundt i stuen og jeg ville have været så stolt! Hun ville være fyldt 15 måneder i dag og sikkert allerede begyndt at sige sine første sætninger ... eller ord i det mindste. Jeg ville have elsket hver en lille lyd.

I stedet er vores tid og oplevelser amputeret til besøg på kirkegården. Jeg kommer der ofte. På kirkegården er der ro og fokuset er helt og holdent på Elisabeth. Der er tiden hendes og jeg er der kun for hende. Hendes lille have er hendes – og vores. Vores lille fælles sted fyldt med eventyr og små historier, der nogen gange bliver fortalt og andre gange bare er der. Haven er befolket af mange forskellige små finurlige dyr og skabninger. Hvad de finder på når jeg ikke er der, kan kun de svare på, men jeg tror de har de sjovt. Den lille orange fugl øver sig vist stadig på at flyve og nogen gange går det ikke helt godt. Så finder jeg ham bag stenen og hjælper ham op på plads igen. Jeg forestiller mig at en lille pige som Elisabeth, ville have elsket sådan en eventyrverden og derfor er det sådan det er.

Elisabeth skulle have været en lille sprællevende pige med masser af fantasi og fart på. Virkeligheden er at hun aldrig nogen sinde bliver ældre end 6 uger. Så selvom jeg ikke kan lade være med at forestille mig hvordan hun ville have været, hvordan hun ville have set ud, så forbliver det en forestilling som ikke passer med virkeligheden.

I dag har K og jeg været i haven – både Elisabeths og vores egen. Vejret indbød til det og både den og vi trængte til det. Det blev også til en lille lur på terrassen i solen sammen med Mao. Der var dømt fuld nydning for alle parter. Og når man så sådan tusser rundt og nyder solen, klipper hæk og vasker vinduer, er det det slår mig – her går vi rundt og lever vores liv og slår græs og høster bønner og laver mad. Livet fortsætter og vi går med. Der er intet andet vi kan gøre. Vi går med, men måden er måske alligevel blevet en anden ...

Jeg er i hvert fald en anden. Nu er jeg mor. En gave som jeg vil bære med mig resten af livet. Elisabeth forandrede alting og gjorde mig til mor i det sekund hun landede på min mave for første gang. Det kan være svært for andre at se, men det er jeg altså og er desuden pokkers stolt af det!