Det er stress

Jeg tror jeg ved hvad der er galt. Det er ren og skær stress! Jeg troede at jeg totalt overskudsagtig og at jeg på ingen måde lod mig mærke med, at der for første gang i snart et helt år, var blevet puttet to små æggebasser tilbage hvor de hører til i min livmoder. Da det hele var ovre og svaret på blodprøven var modtaget, var det som om jeg blev væltet omkuld. Spændingen blev forløst og trætheden og smerten kom bølgende ind over mig og jeg måtte give efter. Endelig efter så mange måneders venten, aflyste behandlinger, indlæggelse for overstimulering, en graviditet, en abort og en udskrabning, venten og så endelig ... så kunne det næsten kun gå galt. Så er det man begynder at tænke på om det nogen sinde vil lykkes igen, eller om Elisabeth var den eneste chance vi fik? Lige nu har jeg mest lyst til at opgive det hele. Aldrig mere behandling. Det virker nogen gange som en ulig kamp. En kamp som ikke er til at vinde. Selv når det ser allermest lovende ud, når målet faktisk er nået, så er det som om en eller anden forbandet dommer lige pludselig ombestemmer sig. Nej forresten, du har ikke vundet alligevel.